Rummelig kultur giver plads til vækst

Abakion er et konsulenthus, som med succes forener et rummeligt menneskesyn og en stærk kultur med ambitiøse forretningsmål, udvikling og uafbrudt vækst. Mød virksomheden her og bliv inspireret til arbejdet med ledelse, der betaler sig.

Hvert år kårer Great Place to Work de bedste arbejdspladser i Danmark. Og hvert år siden 2007 har IT-konsulenthuset Abakion indtaget de øverste placeringer på listen over de bedste IT-arbejdspladser – de sidste fem år i top tre – senest kåret som årets bedste IT-arbejdsplads i april 2025.

Det er ikke tilfældigt.

At være en prisbelønnet arbejdsplads kommer man som virksomhed ikke sovende til. Hos Abakion er de flotte placeringer resultatet af et meget bevidst arbejde med rummelighed, fleksibilitet og respekt, der går hånd i hånd med innovation, forandringslyst og vækst.

Kåringerne viser, at IT-konsulenthuset har fundet en værdifuld synergi mellem et sundt menneskesyn og en sund forretning.

Abakion er drevet af mange af de ledelsesprincipper, som vi i VACCS rådgiver om, og vi mener derfor, at der for andre virksomheder er god inspiration at hente i fortællingen om Abakion. Vi mener, at de er et eksempel på de gode resultater, der kommer ud af at have et ligeværdigt fokus på de hårde business kriterier og de bløde menneskelige værdier. Og vi mener, at CEO Kenneth Kryger Gram er personificeringen af en leder med det rette fokus på mulighederne – både i forhold til mennesker og forretning.

Denne case-artikel handler om de overordnede principper i ledelsen af Abakion og om de små tiltag, der får principperne til at leve i hverdagen. Undervejs dykker vi ned i virksomhedens værdier og kultur. Vi ser nærmere på lederskab, medarbejderpleje og udvikling. Vi stifter bekendtskab med ventiler, kærlighedskonsulenter, grillaftener, udviklings-bobler og fraværet af bonus, og så tager vi en smuttur til Spanien.

Vækst og ambitioner for fremtiden

Først dog lidt baggrund og fakta om virksomheden, der blev etableret i 2000 af syv partnere, som delte ambitionen om at skabe en arbejdsplads, de selv ville være glade for.

To opkøb, et navneskift og ændret ejerstruktur senere tog Abakion hul på en ny fase med fokus på implementering af IT-forretningsløsninger hos deres kunder. ERP er en IT-forretningsløsning, der understøtter alle transaktionelle processer i en virksomhed – lige fra økonomi, HR, produktion, forsyningskæde, services, anskaffelse m.m.

Her har Abakion specialiseret sig inden for Microsoft-produkter og løst to udfordringer: At produkterne kan langt mere, end kunderne har brug for, og at det typisk tager mange måneder at implementere et nyt ERP-system.

For det første skræddersyr konsulenthuset en Microsoft-pakke, så kunderne kun får de elementer, der er relevant for netop deres branche. For det andet har Abakion været pionerer inden for implementering af ERP i en cloudløsning. Det betyder, at programmet kan implementeres nemt, effektivt og langt hurtigere end tidligere. Ofte tager kun et par uger og er samtidig uafhængigt af, hvor i verden kunden befinder sig.

Abakions løfte til markedet er formuleret i missionen: Igennem forståelse af vores kunder og deres verden vil vi organisere og optimere deres forretning, for at frigøre energi til udvikling og vækst.

Det er ikke kun kunderne, der oplever vækst. Det samme gør Abakion selv. Siden starten er både omsætning og antallet af medarbejdere fordoblet hvert femte år.

Virksomheden har nu en størrelse, hvor det er muligt at reinvestere endnu mere i udvikling og i medarbejdere. Ambitionen er en fordoblet omsætning om tre år.

En organisme med klare værdier

IT-branchen er stærkt konkurrencepræget. Der kæmpes ikke kun om kunderne, men i høj grad også om dygtige medarbejdere. Manglen på arbejdskraft er et grundvilkår, så det er afgørende for Abakion at være en god arbejdsplads.

Den ambition har bl.a. sat sine tydelige spor i visionen: Vi vil være en organisme, hvor selvstændige kompetente mennesker med beslutningskraft kan finde rum til udfordring og kreativitet – hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor den enkelte selv kan bestemme, hvordan man når sine mål.

For at forstå Abakion er det vigtigt også at kende virksomhedens værdigrundlag:

  • Vi vil fokusere på livskvalitet
  • Vi vil levere tydelig høj kvalitet
  • Vi vil udvise rummelighed og ligeværdighed
  • Vi vil opføres os ansvarligt overfor kunder, leverandører og kolleger
  • Vi vil handle med ydmyghed og respekt
  • Vi vil fokusere på fleksibilitet og effektivitet
  • Vi vil værdsætte forandringslyst

Kenneth Kryger Gram bruger også ord som tillid, ærlighed og transparens, når han skal beskrive de værdier, som gennemsyrer virksomhedskulturen, og som eksemplerne herunder viser, er både mission, vision og værdier alt sammen noget, der fylder i hverdagen – og ikke bare i skrivebordsskuffen.

Ledelse i Abakion

Kenneth Kryger Gram er Abakions nuværende CEO, men han er også en af de oprindelige syv partnere, så lige fra virksomhedens etablering i 2000 har han haft som ambition at skabe en god arbejdsplads – også for sig selv.

Grundlæggende er Kenneth Kryger Gram skruet sådan sammen, at han ser muligheder i stedet for udfordringer. Det har hjulpet ham og Abakion igennem de forskellige faser i virksomhedens vækstrejse.

Særligt i 2010 var der behov for et nyt strategisk fokus på organisationen. Virksomheden havde på daværende tidspunkt 30 medarbejdere, og næste milepæl var 50. Kenneth Kryger Gram var bevidst om, at det skridt ville være en svær omstilling for organisationen, og at det ville kræve noget nyt af ham som direktør.

Derfor rejste han væk i to måneder sammen med familien for at få perspektiv på rollen som leder og for at omstille sig selv og organisationen. Derved tog Kenneth Kryger Gram afsted som spillende træner, men vendte hjem som professionel CEO.

Han definerer selv, at hans ledelsesopgave i dag består af tre ting:

  • Udvikling af forretningen
  • Skubbe på den faglige udvikling
  • Værne om værdierne og kulturen

Udvikling af forretningen er i sagens natur en vigtig opgave, som falder Kenneth Kryger Gram ganske naturligt. Han har hele tiden det lange lys på og fokuserer på udvikling. Han er optaget af megatrends, kundernes fremtidige behov og de teknologiske muligheder:

”Jeg synes, det er interessant at forestille mig, hvordan markedet vil udvikle sig på sigt. Hvis jeg var kunde, hvad ville jeg så ønske at købe? Hvilke produkter regner jeg med at få brug for? Hvordan vil jeg som kunde ønske at præge markedet? Med de spørgsmål i baghovedet bliver det i virkeligheden meget nemt at se, hvad Abakion skal udvikle sig henimod, hvis vi stadig vil være relevant for kunderne”, siger Kenneth Kryger Gram.

Det er chefgruppens opgave at skabe rammerne for den udvikling, og her har de også det lange lys på. Fokus er på alt det, der ligger længere end tre måneder ude i fremtiden. Samarbejdet i chefgruppen indebærer blandt andet et møde en aften hver måned – uden agenda og uden fast bagkant.

Det er vigtigt for Kenneth Kryger Gram og resten af chefgruppen, at udvikling og vækst ikke sker på bekostning af Abakions kultur, der ser medarbejderne som hele mennesker.

Det betyder blandt andet en udstrakt grad af fleksibilitet og en ledelse, der gør plads til bekymringer, frustrationer og spørgsmål. Derfor har Kenneth Kryger Gram altid søgt efter organisationens ventiler. De steder og situationer, hvor den gode energi siver ud, og hvor medarbejderen løfter et ansvar ved – enten direkte eller indirekte – at gøre opmærksom på det. Det er så hans ansvar at lappe, reparere og forbedre.

Dette fælles ansvar udspringer af en meget tydelig vi-kultur, som igen udspringer af ledelsesværktøjet Arbinger. Filosofien er her, at alle mennesker lever med en række grundlæggende antagelser om relationen mellem dem selv og deres omverden. Disse antagelser kan støje i kommunikationen mellem mennesker og føre til konflikter.

At arbejde med Arbinger betyder, at man bliver bevidst over sine egne antagelser og tager initiativ til at fjerne disse forudindtagede indstillinger. Med andre ord møde sin omverden og kolleger med et åbent og fordomsfrit sind – og herigennem inspirere andre til at gøre det samme.

I naturlig forlængelse heraf bliver alle, der arbejder hos Abakion, betragtet som ligeværdige. Chefgruppen er ikke mere værd end forretningskonsulenterne, teamlederne, projektledere eller udviklere. Det ses for eksempel helt konkret i medarbejderhåndbogen, hvor direktionen er listet alfabetisk og ikke hierarkisk.

Medarbejderne i Abakion

For et konsulenthus som Abakion er mulighederne for vækst afhængig af antallet af medarbejdere. Derfor er der stort fokus på rekrutteringen af nye kolleger og på fastholdelse af de nuværende, hvor det bl.a. har været vigtigt for Kenneth Kryger Gram ikke at afskedige de få gange, Abakion har oplevet nedgang.

Hans holdning er klar: ”Vi har kun én værdi her i Abakion, og det er vores dygtige medarbejdere – alt det andet, det er bare fyld.”

Medarbejderne er således værdien i virksomheden og forudsætningen for Abakions succes. Derfor gøres der meget ud af at skabe de bedst tænkelige rammer om de ansattes arbejdsliv. Motiverede medarbejdere skaber gode resultater, og hvor andre konsulenthuse ofte har en performance-drevet bonusordning, er det ikke pengene, der driver motivationen hos Abakion.

Konsulenthuset er ikke lønførende, men medarbejderne har mulighed for at købe en andel af virksomheden via et medarbejderselskab, som samlet ejer 40 procent. Derved er de med til at løfte et ansvar for hele virksomheden og ikke kun et individuelt ansvar, ligesom modellen har vist sig at have stor betydning for engagementet.

Netop det at løfte i flok er en vigtig del af kulturen, som sammen med værdierne gør Abakion attraktiv – både i fastholdelsen af de nuværende medarbejdere og i rekrutteringen af nye.

Et konkret eksempel på opmærksomheden omkring medarbejdernes velbefindende skal findes helt tilbage ved etableringen af virksomheden. Medarbejder nummer to, der blev ansat, var en kærlighedskonsulent, som fik til opgave at skabe en rar base for konsulenterne, når de kom hjem fra kundebesøg. Kærlighedskonsulentens tid kan ikke faktureres til kunderne, men vedkommende skal som supplement til en række administrative opgaver tage pulsen på, hvordan kollegerne har det. Hos Abakion kigger man ikke på return on investment i forbindelse med de forskellige aktiviteter, der skal understøtte den gode arbejdskultur, men det kan betale sig, og i dag har virksomheden stadig en Happiness Manager.

”Vi skal stå på tæer for at kunne tiltrække og fastholde dygtige folk. Jeg synes, det er sjovt at finde nye veje til, hvordan vi får tilført nye kolleger. Og så skal vi gøre os umage i forhold til de medarbejdere, som allerede er hos os. Medarbejdergoderne her er mere end bare frugt og telefoner. Vi fokuserer på det, der virkelig kan gøre forskel for den enkelte, og hvad der gør det rart at være en del af Abakion,” siger Kenneth Kryger Gram.

Det handler blandt andet om, at der er fuld fleksibilitet i planlægning af arbejdstiden. Om man møder kl. 7 eller kl. 10, er lige meget – det aftales blot kollegerne indbyrdes og fastlægges ikke af ledelsen.

Mulighederne for nedsat tid tilgodeser medarbejdernes forskellige faser i livet. Det sker ud fra princippet om, at f.eks. unge ambitiøse ansatte ofte gerne vil lægge mange timer på arbejdspladsen, mens medarbejdere med småbørn måske ønsker at prioritere anderledes.

Det princip førte i 2013 til Specialprisen for Livsbalance, der blev uddelt af Socialministeriet og senere er blevet overtaget af Great Place to Work.

Et andet grundlæggende princip er at lytte til medarbejdernes behov og ønsker – også på et individuelt plan. En medarbejder spurgte for år tilbage, om han måtte tage et år til udlandet sammen med familie og fortsat arbejde remote. Det blev til en workhub i Spanien, som nu bruges til bootcamps for grupper af medarbejdere eller af enkelte kolleger, som for en periode ønsker at arbejde fra udlandet.

Abakion har en lav medarbejderomsætning på 3,4 procent, men når en medarbejder forlader virksomheden, italesættes det som en orlov – ikke et endegyldigt farvel. Tidligere medarbejdere kan blive en del af et alumni-fællesskab, der blandt andet mødes ved den årlige alumni-sommerfest, hvor Kenneth Kryger Gram står ved grillen:

”Vi vil gerne helt uforpligtende holde kontakten, og når gode folk forlader os, bliver de jo ikke mindre dygtige af at have været ude og prøve noget andet. Heldigvis vælger mange at komme tilbage til Abakion efter en periode.”

For andre interesserede tilbyder virksomheden Brancheskifter-programmer, hvor erfarne folk på tværs af brancher kan blive oplært i konsulentrollen og Abakions produkter og ydelser. Dermed har Abakion åbnet endnu en kanal til rekruttering af de medarbejdere, som er forudsætningen for vækst.

Også for de unge, der er helt nye på arbejdsmarkedet, har Abakion et særligt tilbud: Et graduate-program, der har modtaget særprisen ”Bedste arbejdsplads for unge i 2024”. Efter fire års programmer har Abakion alle på nær to deltagere ansat. I programmet lokkes blandt andet med en stejl læringskurve, mentorordning og en sund fejlkultur.

Netop rummeligheden og retten til at begå fejl står centralt i arbejdskulturen – og i tilgangen til forretningsudvikling.

Udviklingen i Abakion

Kenneth Kryger Grams disponerede lyst til udvikling har haft stor betydning for medarbejdernes hverdag. Blandt andet har Abakion omlagt forretningen fra salg af timer til abonnementsordninger. Det er sjældent i konsulent-kredse, og ikke alle medarbejdere har haft lige let ved at omstille sig, men det har givet ro på omsætningen, der nu er mere stabil.

Stabiliteten i økonomien giver frihed til at udvikle og investere i nyt. Og her er der ikke langt fra tanke til handling.

”Vi har ladet os inspirere af kooperativer, hvor hierarkierne er brudt ned, og selvgenererende teams er opstået. Det er anarkistisk og autonomt, men der sker bare meget mere på den måde. Vi bliver tit overrasket, når vi prøver noget nyt af, for der er altid noget, man ikke har gennemskuet på forhånd. Derfor kan jeg godt lide, at vi gør tingene i stedet for at sidde og tænke en hel masse over det,” siger Kenneth Kryger Gram.

Det betyder for eksempel, at en håndfuld kolleger med en god idé kan samle sig en i boble på kanten af organisationen og kaste sig over udviklingen. Forudsætningen er blot, at der er skabt en ramme, hvor kreativiteten kan blomstre, og afsat en pulje af timer, der kan bruges på idéudviklingen.

Abakion ser det som et kredsløb, hvor der skal være balance mellem udvikling og produktion, og målet er, at der hele tiden skal være 20-30 eksperimenter i gang. Måske er det kun et par stykker af dem, der bliver til noget, men arbejdet med de øvrige kaster vigtig viden af sig undervejs, og i nogle tilfælde er de uforløste idéer blevet solgt til kunder som co-funding projekter.

”Når jeg møder nogen, der bare gerne vil stabilisere, så træder jeg ekstra på speederen. Når folk er lidt forpustede, skal den bare have et ekstra nøk. Man får aldrig 100 procent styr på det hele på forhånd, og den bedste måde at forcere det, er at komme i gang. Så kan vi få flere kunder ind, så vi kan ansætte flere folk, der kan hjælpe med at få det til at lykkedes,” Kenneth Kryger Gram.

Derved understreger han, at vækst og medarbejdere hænger uløseligt sammen. Og hos Abakion har det vist sig, at kulturen med stor succes kan forene de to ting – bundet sammen af et rummeligt menneskesyn.

Maria Friis Larsen & Lise Lotte Wolff

VACCS er et konsulenthus, der hjælper private virksomheder og offentlige institutioner med at skabe fremtidens arbejdspladser. Vi er særligt optaget af nye former for ledelse, hvor det ikke kun handler om at skabe vækst, men i høj grad også om de mennesker, der er forudsætningen for væksten. 

VACCS er stiftet af ledelsesrådgiverne Maria Friis Larsen og Lise Lotte Wolff, som grundlæggende tror på, at et rummeligt og ligeværdigt menneskesyn er betingelsen for god ledelse. For ledelse handler om mennesker. Om dig selv og om dem, du er leder for. 

Derfor arbejder vi især med relationer, trivsel, psykologisk tryghed og styrken i samarbejdet mod et fælles mål. Det skaber nemlig mest værdi for den enkelte og størst vækst for virksomheden.

Om VACCS ›